“Hvis du
bliver skilt eller overvejer at blive skilt, og ønsker at kæmpe for dine
børn måske pga vold, løgne, misbrug, overgreb og psykopati i et forhold, så er
her kun ét godt råd: gå langt udenom systemet, hovedsagligt kommunen og
Statsforvaltningen.” Det skriver Line Lundberg i sin anmeldelse af bogen ‘Far i klemme’

Af Line Lundberg

Jeg har læst
Bruno Skibilds bog: ”Far i klemme”, der egentlig også kunne have heddet:
”Mor i klemme”. Det gør den så ikke, og det er også flintrende ligegyldigt her.
Men hvad der ikke er flintrende ligegyldigt, er, hvorledes systemet
behandler forældre med børn, der er kommet i klemme i de såkaldte ’røde
skilsmisser’.

Hvis du
bliver skilt eller overvejer at blive skilt, og ønsker at kæmpe for dine
børn måske på grund af vold, løgne, misbrug, overgreb og psykopati i et forhold, så er
her kun ét godt råd: gå langt udenom systemet, hovedsagligt kommunen og
Statsforvaltningen, forsøg til mindste krampetrækning at finde blot en rimelig
løsning på samvær. Ikke kun for dine børns skyld, men også din egen.

Hudløs ærlig beretning
Bogen beretter
hudløst ærligt fra første til sidste side. Essensen er, at den er gal i Danmark
indenfor de såkaldte ’røde skilsmisser’. Hvis du mangler en
spændingsbog fra det virkelige liv, skal du helt sikkert fedte denne bog
igennem. Bogen er desuden en sidevender. Alle der arbejder for kommunen eller
staten, og har med børn og unge at gøre i højkonflikt skilsmisser bør som
minimum læse denne bog. Og alle der har børn, eller overvejer at
få børn eller kender nogen, der allerede har børn, bør også læse
den. Bogen er beklageligvis en sand mareridtsagtig beretning fra dagens Danmark.

Bogen vedrører
ganske enkelt alle. Derfor læs den. Helt enkelt.

Faren i bogen
kæmper i en højkonfliktsag med en jernhård vilje og styrke. Og mirakuløst er
han i stand til at mobilisere almindelig fornuft og ordentlighed,
måske ligefrem værdighed gennem velfærdssamfundets spøgelsestog, som far –
eller mor, der kun vil ét og det samme, nemlig beskytte sine børn. Hvem vil
ikke kæmpe med næb og klør for sine børn? Selvfølgelig også gerne med livet i
behold og overleve i et morads af utallige systemers vanvid, berøringsangst og
magtarrogance. Altså, vores alles velfærd, redningskrans, sikkerhedsnet, om du
vil.

En fars strabadser
Dengang vidste jeg ikke, at
kommunerne i Danmark laver lovbrud og fejl i firs procent af de børnesager, som
de håndterer. Tvangsanbringelsessager er smækfyldte med fejl, mangler og
lovbrud”. Og disse lovbrud har INGEN konsekvenser for kommunen…den ansvarlige
leder…sagsbehandler. Socialforvaltningen kan blæse på alle love og regler
….”
Side 140

Det er meget mærkelig, at der
findes referater og notater fra alt muligt andet end lige præcis de to møder
mellem kommunen og xxxx. Meget mærkeligt
. Side 117

Jeg pointerede også overfor
kommunen, at det var TYDELIGT, at medarbejdere bevidst eller ubevidst sorterede
i de oplysninger, som fremkom fra forskellige steder, således, at det passede
ind i kommunens virkelighed
…” Side 224

Men hun var simpelthen fakta
resistent, så jeg var ikke glad for, at børnene skulle fortsætte hos
hende”
Side 134.

Så når kommunen ikke har noget som
helst logisk validt argument for en afgørelse, så kan man blot uden videre
fastholde og sende klagen videre til en anden instans. Hvis jeg så endte med at
få ret i min klage, så ville det bare være fire måneder for sent
” Side 161

Sagsakterne er derimod propfyldt
med den ene vanvittige kommunale tolkning efter den anden…derfor er
fremlæggelse af sagsakter ene og alene kompromitterende for kommunen
…” Side
217.

Uretmæssig tvangsfjernelse
Forfatterens
børn bliver af en kommune uretmæssigt tvangsfjernet i 8 måneder og placeret på
et børnehjem. Der begås overgreb af systemet. Senere må kommunen forståeligt
beklage og undskylde ’fejlen’, men så er skaden sket. Det kunne have været dine
børn. Hvad ville du så gøre?

Jeg ringede mange gange til
kommunen. Men hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at de ikke var på deres
kontor. Jeg lagde beskeder til dem i receptionen, men de ringede ikke tilbage

hold da kæft…kommunen bliver ved
med at finde på julelege, sådan nogle snydetampe
” Side 203

”Hos politiet var man uskyldig, indtil
det modsatte var bevist. Hos de sociale myndigheder var det lige omvendt
” Side 159

Der er absolut
ingen hjælp at hente i systemet i disse sager.

Magtapparatet var blottet for
moral og etik…Jeg havde gennem det seneste halve år kun oplevet magtmisbrug,
magtarrogance og magtbegær i systemet. Jeg sendte igen en venlig tanke til min
amerikanske ven, der havde fortalt mig, at systemet kun var til for at knække
sine borgere
” Side 176

Fra offer til krænker
Og du kan
hurtig gå fra at være ’offer’ for fx vold til at blive set på som ’krænker’,
når, og hvis, din tidligere mand/kone, x-kæreste er hævntørstig nok. Og det er
der altså nogen, der er. Desværre. Det går ud over børnene. Hårdt ud over
børnene. Hvis systemet blandes ind i dette morads, kan det kun blive
katastrofalt. Det er ret så bekymrende.

Om dagen gik børnene fuldstændig i
regressionstilstand. De gik tilbage i udvikling og kunne ikke sige andet end
”gugu-gaga”, som dengang, før de fik sprog
” s 93

I disse sager
trækker socialrådgivere, ledere, chefer i Statsforvaltningerne og kommunens
børne-ungeforvaltninger i bedste Harry Potter stil usynlighedskappen på og
går let og elegant videre på kommunes gange og stempler den næste sag, eller
kop kaffe i automaten. I Statsforvaltningen og Ankestyrelsen er det samme
procedure, og der drikkes den samme automatkaffe. Disse instanser er heller
ikke til nogen hjælp i højkonfliktsagerne, og da slet ikke de såkaldte
’børnesagkyndige’:

De børnesagkyndige, der skal stå
for det socialfaglige input i Statsforvaltningen, er ikke stort bedre. De er
ledet af ”Selskabet for børnesagkyndige”. Dette selskab har som hovedtese, at
barnet har ret til to forældre, uanset om den ene forælder ikke er i stand til
på betryggende vis at drage omsorg for barnet
” Side 85.

Statsforvaltningen er topstyret,
hvis man sammenligner forskellige opgørelser fra Statsforvaltningen, opdager
man, at ordlyden er fuldstændig ens. Det er blot navnene på brevhovedet, der er
forskellige fra afgørelse til afgørelse. Selve teksten er ren og skær
copy/paste
” . side 90

Statsforvaltningen undersøgte
intet som helst…de trykkede på automatknappen, der hed: ”almindeligt samvær

Side 89.

Hold kæft nogle spader i den
Ankestyrelsen
…” Side 204

Formandsbeslutning.
Altså, mennesket med en hær af nikkende hoveder i baggrunden, i kommunen, der
hiver det længste strå i børne-ungeudvalget og beslutter, at dit barn skal
tvangsfjernes. Rystende. Ved du hvad en formandsbeslutning i kommunen dækker
over? Her splittes kommuner familier endegyldigt.

I sin essens er børne-ungeudvalget
konstrueret på denne måde for i princippet at varetage borgerens og barnets
retssikkerhed, men i praksis er det omvendt
” side 125

Det betød, at formanden inden
mødet i børne-ungeudvalget allerede på forhånd havde taget stilling til
tvangsanbringelsen. Det ville være utænkeligt, at han ved afstemningen i
Børne-ungeudvlaget ville stemme imod sig selv og dermed underkende sin egen
beslutning – hvem sagde retssikkerhed
?” Side 124

Det var kommunalt sanktioneret
psykisk vold imod mine børn, og jeg kunne intet andet gøre end at rette mig
efter kommunens påbud
” Side 132

kommunen gjorde intet for, at
børnene kunne holde kontakten med deres øvrige familie og netværk. Bedstemor og
bedstefar og hans kone, min søster og svoger, onkler og tanter, kusiner og
fætre…Det var ikke blot forkert – det var også ulovligt
” Side 135

Dengang vidste jeg ikke, at der
står i Serviceloven, at kommunen allerførst SKAL undersøge, om der er
potentiale for at anbringe børn i familie og netværk…heller ikke, at kommunen
er forpligtet til at tilbyde forældrekompetenceudviklende behandling med
henblik på mulig hjemgivelse
” Side 144

Forfatteren af
bogen kæmper ydmygt og tappert: ”Jeg
havde allermest brug for, at der bare ro omkring børnene. Ikke mere ballade.
Tak
”. Lettere i chok, bevares retningsorienteringen i denne gyser.
Hvor han får kræfterne fra må stå i det uvisse. Bogen har i skrivende stund, og
med en sidebemærkning vakt interesse i udlandet. BBC har allerede været forbi,
forfatteren bedes jævnligt om at fortælle historien igen og igen. Nu er det
ikke kun Tønder- og Brønderslev sagerne vi med jævne mellemrum skal mindes om.
Nå ja, og en film skal der vist også produceres over denne sande doku-thriller.

I dag ved jeg godt, at det er en
enorm opgave, hvis kommunernes overgreb på børn skal stoppes. Der er så mange
af disse overgreb. …jeg vil arbejde for, at systemet en dag stopper disse
overgreb. Det gælder også Statsforvaltningerne, som er en lige så stor skurk i
dette spil
…” Side 207.

Tiden læger ikke alle sår
Værdsæt, brug
og elsk de nærmeste familie/venner alt du kan. Brug netværket. Og husk den
sande kærlighed sejrer altid, også her.

Og ja, tiden
kan læge sår. Men hvis det – bare – ikke er muligt, hvis du – bare – ikke kan
beskytte dine børn, så kan du vælge at overveje at flytte væk fra Danmark.
Det har flere forældre allerede valgt af gøre. Nogle med succes, andre jages og
fanges som vildt af systemet sågar på den anden side af jordkloden for senere
at gemmes væk i vores fængsler til skræk og advarsel. Hvad ville du selv gøre?

Jeg har hørt mange såkaldte kloge
hoveder sige, at man skal lade være med at involvere sine børn i retssager og
anden ballade. Den er jeg på sin vis med på, men derfra og så fuldstændig at
lade være med at svare på de spørgsmål, som de stiller til omstændighederne i
deres liv, er der langt
” Side 232

Jeg har kun ét
at sige: læs bogen, hvis du interesserer dig for systemkritik og hudløst ærlige fortællinger fra vores samfund i højkonflikt
skilsmisser. Der ikke kafkask, det er snarere galskab. Bogen er yderst interessant og
nærmest umulig at slippe hverken fra hånd eller ånd.

Der findes
veje, også selvom de er uendeligt lange, kringlede og oftest blinde. Og
børnenes livsbagage, ja, den kan der ikke laves om på.

Den er en ommer – system
Danmark!